SU og kort

Som elev på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole og andre ungdomsuddannelser har du mulighed for at få Statens Uddannelsesstøtte (SU) og rabat på kort til blandt andet offentlig transport.

Vi har samlet de forskellige muligheder på denne side.

Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole studievejledning

 

 

 

Statens Uddannelsesstøtte

Elever på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole og andre ungdomsuddannelser har mulighed for at få Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Du kan få SU fra kvartalet efter, du er fyldt 18 år.

Du kan tidligst søge SU en måned før den dato, du kan få SU fra.

Du søger selv på www.su.dk under "minSU".

For at kunne få udbetalt SU, skal du have en NemKonto. Har du brug for det, kan dit pengeinstitut hjælpe dig.

Du kan få mere at vide på Uddannelses- & Forskningsstyrelsens hjemmeside www.su.dk

Som elev på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole er du også velkommen til at spørge skolens SU-medarbejdere:

  • Bente Filskov Langelund
  • Marie Bruun
  • Marianne Alminde Nielsen
  • Mette Krusborg Madsen

Du finder deres kontaktoplysninger under Medarbejdere.

Buskort/ungdomskort

Når du går på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole, og hvis du har brug for at tage offentlig transport for at komme i skole, har du mulighed for at få rabat på et bus- eller togkort.

Det kaldes et ungdomskort, og det koster ca. 405 kr. om måneden.

Du søger selv på www.ungdomskort.dk. Det kræver, at du har MitID. Hvis du ikke har det, anbefaler vi dig at bestille det med det samme.

 

 

Billund Ung kort

Som ung mellem 15 og 20 år og bosiddende i Billund Kommune har du ovenikøbet mulighed for at få et specielt rejsekort, et såkaldt Ung Billund kort. Med det kan du køre med bus inden for kommunegrænsen for 400 kr. om året.

Her søger du på www.sydtrafik.dk under Ung Billund.

Hvis bussen ikke kører hele vejen, kan du bestille en gratis Plustur til og fra bussen på www.rejseplanen.dk - læs mere på www.sydtrafik.dk under Gratis Plustur.

 

Flexung

Med et Billund Ung kort har du også mulighed for at benytte dig af Flexung, som er en kombination af taxa og bus. Du bliver hentet på din adresse og kørt med taxa, men du kører sammen med andre, og prisen svarer  nærmere til at køre med bus.

Her søger du på www.billund.dk under flexung.

 

Studiekort

Som elev på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole kan du få et studiekort, der giver adgang til en række rabatter og tilbud.

Download Studiz app. Du finder en vejledning her Guide. Hvis du ikke har en smartphone, kan du stadig få et studiekort. Se hvordan i samme guide.

Aktuelle rabatter og tilbud fremgår af app'en og på www.studiz.dk

Fonde og legater

Elever på gymnasier og erhvervsskoler har mulighed for at søge fonde og legater om økonomisk støtte til forskellige formål som fx studieture og praktik i udlandet.

Du kan finde inspiration her www.fundraising.how

Læs fx artiklerne Legater for gymnasieelever og Legater til erhvervsskoleelever 

Vil du se, hvem vi er?

Medarbejdere